Som 21-årig kom Rasmus hjem fra Helmandprovinsen. Dagen efter begyndte han at misbruge alkohol og rusmidler. Det var starten på en kamp med PTSD og misbrug, som har varet mere end ti år. Historien om Rasmus er en historie om mange. 5% af danske veteraner lever med PTSD, og kæmper for at få hverdagen til at fungere.
Af: Mikkel Nyeland Handberg
Alle kan nikke genkendende til følelsen. Man har været på ferie et par uger, og dét sekund, hvor flyet slår et lille bump på landingsbanen, og sænker farten en smule, så tænker man kun på en ting: Man skal hjem og se alle sine venner igen. Sådan havde Rasmus det også. Forskellen er bare, at Rasmus ikke havde været på nogen ferie. Han havde været udsendt ni måneder som soldat i Helmandprovinsen i Afghanistan.
Men Rasmus følte sig ikke som et krigshærget tilfælde. Og den obligatoriske psykologsamtale for udsendte føltes for ham, netop obligatorisk. Han var faktisk bare som enhver anden 21-årig. Han skulle i byen med drengene, og det kunne kun gå for langsomt. Og så alligevel. For en bytur i ugen kunne ikke gøre det. Lige pludselig blev det til fire-fem byture hver uge i et halvt år, indtil at hans forældre en dag vækkede ham op, og ville køre i Bilka:
” Så kunne jeg godt, efter en halv times køretur, regne ud, at vi skal sgu nok ikke i Bilka. Så sagde de også: ”Jamen…vi kører dig op til en militærpsykolog i Aalborg.””
Antallet af veteraner med PTSD er fordoblet siden 2010
En undersøgelse fra Det Nationale Danske Forskningscenter for Velfærd viser, at antallet af tidligere udsendte soldater, som lever med PTSD, er fordoblet fra 2,4% til 5% i perioden 2010 til 2018.
De tal giver genlyd i en rapport fra Veterancentret med 749 tidligere udsendte fra ISAF Hold 7, som var i Afghanistan fra februar til august 2009. 9,7% af dem lider af intense PTSD-symptomer, 9,2% lider af depression, og 8% har selvmordstanker.
”Jeg lavede ikke andet, end at ligge i min lejlighed, drikke øl og sniffe kokain”
Efter Bilka-turen gik Rasmus til psykolog, men symptomerne blev flere og flere. Han var flere gange indlagt på psykiatrisk i Herning og Aarhus på grund af selvmordstanker og PTSD-symptomer. Hans forløb ved Aarhus Kommune gav ikke meget håb om bedring. Det blev i stedet en endeløs ring mellem aktivering til sygemelding og svær depression til ny aktivering. Det kulminerede i et voldsomt misbrug for seks år siden.
Lejligheden på Søgade ligner sættet fra en apokalypse-film. Gulvet er ikke til at finde under staffagen af beskidt tøj, brugte tallerkener og tomme øldåser. Dagslys er en mangelvare, for gardinerne er altid trukket for. I midten af det apokalyptiske landskab står en sofa, hvor gammelt opkast ligger ringe skjult under viskestykker. Her sad Rasmus:
”Jeg kunne ligge på sofaen i 14 dage og bare sniffe kokain og drikke øl, og så kørte fjernsynet bare, og mit hoved kørte lige så meget.”
Om årsagen til Rasmus’ misbrug i den periode fortæller han, at det var for at dæmpe sine PTSD-symptomer:
”Det var jo en form for flugt. Det lukker bare ned på en måde. I hvert fald indtil det ikke lukker ned mere, og hjernen bare begynder at køre. Det hjalp i starten. Men på et tidspunkt stopper den afslappende virkning.”
Han er meget alene. På det her tidspunkt ser Rasmus kun sin dealer og de mennesker, som handler i Føtex. Lige indtil at hans forældre tager kontakt til et veteranhjem tæt på. De sender en SMS til Rasmus, som tager kontakt, og en halv time senere bliver hentet af en medarbejder på veteranhjemmet.
På veteranhjemmet får Rasmus lov til at bo. Her modtager han den bedste behandling i hele hans forløb. Her får han andre veteranvenner, og begynder at forstå, at han ikke er den eneste som har PTSD.
Tæt sammenhæng mellem PTSD og misbrug
Ifølge Sidsel Karsberg, adjunkt på Psykologisk Institut – Center for Rusmiddelforskning, så er det halvdelen af dem i rusmiddelbehandling, som opfylder kriterierne for PTSD:
”Den primære forklaring på sammenhængen er selvmedicineringsteorien. Man kan sige, at det er en måde at cope med de symptomer, som hænger sammen med at have været udsat for voldsomme, traumatiserende hændelser.”
Sidsel Karsberg mener, at vilkårene er dårlige for folk med begge lidelser. De får et dårligere behandlingsforløb, og har sværere ved at fastholde behandlingen. Hun mener også, at den behandling patienterne tilbydes er uhensigtsmæssig:
”Der er ikke særlig mange, som har et traumefokus i rusmiddelbehandlingen som det ser ud nu, omvendt kan man sige det samme ved PTSD-behandlingen.”
Om dette siger hun videre:
”Det er så himmelråbende mærkeligt, at man ikke ser de her sammenhænge.”
Selv arbejder hun på et forskningsprojekt, som hedder ”Et Traumefokus i Stofbehandling” som begynder i starten af 2023.
”Så er det én til én som om, at jeg er tilbage i Afghanistan igen”
Midt i Afghanistans ørkenvarme skal Rasmus og hans gruppe udføre et vejtjek. De holder en bil ind til siden. Chaufføren virker betuttet og sveder mere end man burde, heden til trods. Han ser presset ud. Rasmus og gruppen vælger at inspicere bilen. Forsigtigt åbner de bagagerummet. Det første de lægger mærke til er lugten af råddent kød: der ligger en død afghaner i bagagerummet.
I dag har Rasmus stadig svært ved lugten af råddent kød:
”Alt sortner. Det er som om, at jeg lukker øjnene, og så er det én til én som om, at jeg er tilbage igen. Hele min krop, hele mit alarmsystem er tilbage i Afghanistan igen, i maksimalt stress.”
Rasmus er blevet vant til, at PTSD-symptomerne er en del af hans liv. Symptomerne kan udløses af flere forskellige triggere. Det kan være, hvis hans kæreste taber en tallerken, eller han kan høre overboen bevæge sig rundt, eller hvis han ser en Toyota pickup truck. På daglig basis kan noget som en tur i et supermarked være svært. De mange mennesker og lyde, gør at han hele tiden er på vagt og scanner rummet for farer.
Tillidsopbygning og rehabilitering
Peter Due er veterankonsulent for Videnscenter om handicap, og arbejder på projektet ”På vej mod en bedre hverdag” som er et rehabiliteringsprojekt for veteraner. For ham handler det om at opbygge tillid med veteranerne og gå med i de svære ting:
”Der er mange ting som går tabt, når man har haft PTSD i et stykke tid. Tillid er en af dem. Troen på at verden vil dig det godt.”
Peter og hans konsulentkollegaer arbejder tæt sammen med den PTSD-ramte og dennes behandlingsklinik. Den PTSD-ramte bestemmer selv sit forløb under projektet.
For at berolige PTSD-symptomerne hjælper projektet med at eksponere den PTSD-ramte for sine triggere. Det kan være at benytte offentlig transport eller at gå i supermarkedet:
”Så kan vi gå med i IKEA og aftale med veteranen, at lige så snart det bliver for svært, så går man bare ud. Man har muligheden for at forlade stedet.”
Vejen til en god rehabilitering går, ifølge Peter, ud på at etablere nogle gode rytmer og blive eksponeret for ting. Sådan at man på sigt kan komme ud og møde mennesker regelmæssigt.
Håb for en ny start
I lejligheden ved botanisk have står et lille juletræ. Ovenpå skuffedariet står julekalendere med åbne låger, og på væggene hænger farverige kunstplakater, der giver rummet alt det lys som sofastuen på Søgade manglede.
Rasmus går en lys tid i møde. I starten af næste år flytter han og hans kæreste ud i et rækkehus nord for Aarhus. Det er også i starten af næste år, at Rasmus kan få sin længeventede førtidspension. Han glæder sig til at afprøve hobbyer som golf og måske arbejde en dag om ugen i en dyreklinik. Smilet breder sig på Rasmus’ ansigt, og hans øjne får en let glans, da han med en salig stolthed i stemmen får sagt:
”Jeg vil gerne gå derhjemme og være en god far. Jeg tror faktisk, det er det, jeg rigtig gerne vil. Være en god far.”